|
- SPORT:
- SUNDHED:
- LØBETRÆNE.DK:
|
|
Løbetræne:
En løbetur kan virkelig være effektiv motion. Den vil næsten altid højne humøret, og den er sund, hvis man går til ”sagen” med en lille smule omtanke. Og det er muligt at komme på sporet af lykken med et godt løbeprogram, hvor det bliver en god vane at kæmpe sig hen over asfalten eller rundt på skovstierne. Lysten til at løbe kan blive livslang, hvis man kommer rigtigt i gang og oplever glæden ved at forcere både små og store bakker. Og hen over tid kan det blive til rigtig mange kilometer.
En af fordelene ved at bruge løb som motion er, at man kan gøre det på de tidspunkter, som passer bedst med psyke, arbejde, familie og andre ting, som vi alle bruger vores hverdag til. Det er ikke nødvendigt med et stort udstyr. Og de ting man skal bruge kan være i en taske, som man kan tage med i skole, på arbejde, på ferie og forretningsrejser. Det gør det lettere at passe træningen, når man først er godt i gang.
Med hensyn til det før omtalte udstyr, er det vigtigste at få sko og sokker, som passer til foden. Her er det nødvendigt at gå i en sportsforretning, som kan udføre løbestilsanalyse. En sådan analyse kan sikre, at løbeskoene støtter de helt rigtige steder på foden. På den måde kan man faktisk undgå at få langvarige skader af at dyrke motionsløb gennem en del af livet.
Tøjet behøver man i første omgang ikke at ofre noget stort beløb på. Brug bukser og t-shirts eller hvad der nu er i skabet og anvend mere energi på at sætte dig ind i glæderne og faldgruberne ved at starte løbetræning. Går det godt, vil ønsker om lækkert løbetøj komme efterhånden som årstiderne skifter.
Starten er som nævnt meget vigtig. Det er her, det går galt for mange. Ambitionerne er for store: ”Nu skal det være”! Og så kommer man let til at overanstrenge sig, inden man rigtig er kommet i god vane med at holde sig inden for et program.
Begyndelsen foregår omtrent på samme måde, som når man skal lære et nyt sprog. Der er mange vigtige startkrav. Man går mere end man løber, og det ser ikke ud som om, det nogensinde kan blive til ordentlig motion. Det er fuldstændigt som når man skal lære fransk og først have styr på alle de nye lyde.
Men de hundredvis af løbere, man ser over alt, har altså været nybegyndere en gang. Og det er ikke PINLIGT at gå i løbetøj. Bare rigtig fornuftigt, fordi form og bevægeapparat skal opbygges over længere tid. Kroppen skal kunne følge med, for at løb kan blive en succes og ikke ende som surt stress, fordi det gør ondt at overanstrenge sig.
Løbeprogrammet skal placeres et synligt sted i boligen, så man ikke lige kommer til at glemme, hvilke dage der er løbedage. Det kan nemlig let ske i begyndelsen af motionen. Nogle vælger at have en aftale med en løbemakker. Andre vil helst være uafhængige. Det er en temperamentssag. Men det er lettere at udsætte motionen, når man ”kun” har ansvar for sig selv. Og netop løb giver det absolut bedste resultat, hvis man holder sig til et godt program. Skulle man gå lidt i stå, er det bedst at gentage den sidste succes-uges program frem for bare at fortsætte programmet uden at være ordentlig oppe på mærkerne.
De fleste nyder at strække ud efter en omgang løb. Musklerne blødgøres lidt, og kroppen har behov for at restituere sig, mens vejrtrækningen langsomt bliver roligere. Der er ganske vist eksperter, som siger, at denne udstrækning ikke er nødvendig, men det ser ikke ud til, at denne oplysning har medvind, da man hver dag oplever løbere puste ud og strække sig efter løb.
|
|
|
|